Hvad er forskellen på Helleborus, påskeklokker og juleroser? Er juleroser altid hvide, og hvornår blomstrer en påskeklokke? Læs med her, så skal du nok blive klogere i en fart 🙂

Kært barn har mange navne, og således vil man ofte støde på både påskeklokke, julerose, helleborus og helleborus orientalis som beskrivelse for helt den samme plante.

Hvad er forskellen på julerose, påskeklokke, helleborus niger og orientalis?

Det er næsten den samme plante – og alligevel ikke helt 😉 For hvis man nu skal nørde detaljer – og det er svært at lade være, når man er en havetosset nørd som mig – så er der altså en lille forskel.
Helleborus Niger og julerosen er hhv. det latinske og det danske navn for den samme plante.
Det er en staude, som blomstrer omkring juletid, hvor dens hvide blomster titter så fint frem, mens resten af haven er gået i vinterhi. Det er en staude (dem kan du læse mere om her), så den blomstrer år efter år, hvis du sørger for at passe og pleje den lidt med jævne mellemrum.

Helleborus Orientalis og Påskeklokke er til gengæld samme navn for en andet, men meget lignende plante – og de er da også i familie med hinanden (og er begge i familie med den smukke ranunkel, hvilket man også godt kan se på blomsterne, synes jeg). Den blomstrer oftest en anelse senere end julerosen, men du kan sagtens se den springe ud i begyndelsen af januar og så helt frem til det sene forår i maj og endda start juni.

Hvornår blomstrer påskeklokker og juleroser?

En juleroser blomstrer, som navnet indikerer, omkring juletid. Den er fin at have i en krukke udenfor om vinteren, og så kan man altid plante den ud i sit staudebed, når den er afblomstret.

Påskeklokker blomstrer fra slut december og faktisk hele vejen frem til det sene forår/den tidlige sommer – alt afhængig af hvilken sort du har. Det er de skønneste blomster, som efter min mening er voldsomt undervurderet, netop fordi de blomstrer på et tidspunkt, hvor der ikke er ret meget andet i haven. Derudover findes de i et utal af forskellige farver, størrelser og faconer – og så er de simpelthen så detaljerede og helt unikke, hvis man kigger på selve blomsterhovedet.

Nogle af dem hænger med blomsterhovedet nedad, så de kan være lidt svære at se i deres fulde pragt, og der kan jeg varmt anbefale at plante dem i en krukke, der står lidt højt oppe, så man lettere kan se dem.
Derudover kan du med fordel klipper blomsterhovederne af og lægge dem i et fad med vand – det ser helt fantastisk smukt ud.

Hvorfor ligger mine påskeklokker og juleroser helt fladt hen af jorden?

Hvis dine påskeklokker ligger helt slappe og fladt hen af jorden, skal du ikke bekymre dig. Det er såmænd blot et tegn på frost, og så snart temperaturen igen sniger sig op over frysepunktet, så vil du se, at de rejser sig lige så fint igen. Det er altså slet ikke noget, de tager skade af. Påskeklokker og juleroser kan godt tåle frost.

Hvordan formerer man påskeklokker og juleroser?

Du kan vælge at formere dine påskeklokker på to forskellige måder. Først og fremmest så kan du tage frø fra dine eksisterende planter og så dem. Der er både fordele og ulemper ved denne metode. Først og fremmest kræver det, at du væbner dig med tålmodighed, da planten ikke blomstrer de første par år. Dernæst kræver det naturligvis lidt ekstra arbejde at skulle forspire og plante ud – samt ikke mindst at tage sig af alle de små nye planter i starten, hvor de kræver ekstra vand og næring.
Til gengæld, så bliver du belønnet med stort set alle de nye planter, du overhovedet har plads til – for påskeklokkerne og juleroserne indeholder et stort antal frø, som du enten kan samle eller lade dem smide selv.
En ekstra bonus er, at eftersom frøene bliver bestøvet hos andre påskeklokker, så vil der opstå et utal af fine nye varianter, og det er altså ret spændende og hyggeligt at se, hvilke flotte nye farver, der dukker op, når de nye planter begynder at blomstre.

Du kan også vælge at dele din plante, når den har vokset sig tilpas stor. Det gør du bare med en ren, skarp spade, som du hugger planten over med – og så skal du sørge for at få al rodnettet med op.
Derefter kan du plante den ud på sit nye voksested, hvor den hurtigt vil begynde at brede sig. Det kan anbefales at gøre i enten foråret eller efteråret, da der ikke er lige så stor risiko for at den nye plante tørrer ud, når du har flyttet den.

Hvor vokser de bedst?

Helleborus er en af de planter, som vil trives næsten lige meget hvor du vælger at plante den. Som udgangspunkt trives den bedst et sted med let skygge og stadigt lidt sol, men jeg har planter, der står i næsten fuld skygge samt planter der får fuld sol det meste af dagen. De sidste kræver dog en del vand hen over en varm sommer, da de ellers har tendens til at visne ud.

Jeg har også flere af mine påskeklokker i krukker, og jeg elsker at tage krukkerne frem lige efter nytår, hvor blomsterne hurtigt begynder at titte frem. Når de er afblomstret i slutningen af foråret, stiller jeg krukkerne til side i en skyggefuld placering og vander dem fra tid til anden – og så har jeg dem klar igen til næste vinter.

Som det måske nok fremgår af min meget passionerede beskrivelse, så er jeg virkelig bidt af en gal påskeklokke, og jeg elsker at gå på jagt efter flotte nye varianter.
Det ultimative sted at købe påskeklokker og juleroser er hos Gartneri Spiren i Skælskør (de har også en webshop lige her), men jeg finder dem også i supermarkeder, på planteskoler og sågar hos udenlandske webshops.

Der findes en fremragende gruppe på Facebook som du kan finde lige her, hvis du gerne vil nørde og gå lidt mere i dybden med planterne 🙂

(Visited 60 times, 1 visits today)

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *